Der er kommet en masse terræn i HDF fiberplade de sidste par år. Blandt producenterne med et fornuftigt udvalg findes polske Micro Art Studio (MAS). Efter at have kigget på flere forskellige produkter valgte vi i Faraos Cigarer at teste MAS produkterne.
Der er flere ting som generelt gælder for HDF terræn:
- Det er billigere end tilsvarende plastik terræn, da produktionen ikke er så dyr.
- Det skal pilles ud af forskårne plader, hvor delene er laserskåret i.
- Det færdige terræn har en god tyngde, da HDF er et materiale med høj vægt.
Derudover er det meget forskelligt hvad producenterne får ud af det. De produkter vi har valgt at teste har en god detaljegrad, med indskårne detaljer og mange små stykker til at give det færdige resultat dybde.
Over de næste par uger vil jeg tage denne stak HDF plader og lave om til et (forhåbentlig) flot terræn bord, med et godt scifi look.
Det første bliver "Tech Catwalk Set 1".
Terrænet kommer særlig til at se brug i Infinity, som jeg glæder mig til at få prøvet. Men det er brugbart til næsten alt sci fi.
Tech Catwalk pakken består som alle pakkerne i serien af et par HDF plader med teræn delene på, indpakket i plastfolie. Meget kompakt.
Efter ca. 10 minutter ser delene sådan ud. Det går rigtig hurtigt at få dem af deres HDF ark og jeg havde ingen knækkede eller beskadigede dele.
De næste ti minutter går med at sortere delene. Sættet består af to broer, to mindre platforme, fire trapper til at forbinde disse, gelændere til det hele samt støtter af forskellige højder.
Her er, som eksempel, gelænderet til en af broerne. Fire holdere og selve gelænderet.
Fire klik og så er det samlet. Gelænderet er det eneste sted hvor jeg har brugt lim. Alle de andre dele passer så godt sammen at de holder sig selv på plads.
Her er gelænderet sat på plads. En fordel ved at samle det her uden lim er at det giver mulighed for at ændre designet senere hvis man har lyst.
Hele bro systemet samlet. Det tog mig alt i alt en time at lave, hvor jeg tog billeder imedens. Jeg vurderer dette som et nemt sæt at samle.
Nu må jeg hellere komme i gang med at male.